Suzuki Bandit 650 løb med sejren under kåringen af "Årets motorcykel 2007"
Da DMJ, Danske Motorcykel Journalister, i dagene fra den 16. til 19. maj testede i alt 17 nye motorcykler, på FDM Jyllandsringen, var det Suzuki Bandit GSF650AK7, der løb af med sejren.
Blandt de fem udvalgte finalister, vandt Suzuki Bandit med 49 point foran Kawasaki Z750, der hentede 38 point. På en delt tredjeplads kom Kawasaki Versys og Honda Hornet med 32 point, mens Triumph Tiger røg ind på en 5. plads.
Ifølge Tommy Rønn fra DMJ vandt Suzuki Bandit titlen som årets motorcykel 2007, fordi den er "en imponerende pakke til lav pris". I Politiken udtaler motorcykeljournalist og testkører Lars-Bo Larsen at "Suzuki Bandit gør alt rigtigt. Den kører fantastisk og tilbyder masser af køreglæde til en meget, meget lav pris".
Suzuki Bandit GSF650AK7 koster 79.995,- og leveres med ABS-bremser.
Suzuki i topform
Med et registreringstal på knap 1500 motorcykler solgt pr. dags dato, har salget af Suzuki motorcykler sprængt alle rammer. I forhold til sidste år, hvor der i samme periode blev solgt knap 700 Suzukier, er salget mere end fordoblet. Blandt de 4 japanske mærker ligger Suzukis markedsandel nu samlet set på 53%.
Læs mere om Suzuki Bandit 650 her.
21. maj 2007